Tekst

Hvem er Gud, hvordan finder man Ham? Hvorfor søge Gud overhovedet?

For det første må alle gamle dogmatiske idéer om, hvem Gud er slettes. Vi må starte forfra. Gud er din højeste mulighed og dit endelige mål. Gud bør betragtes som altskabende bevidsthed. Han er "stadig" den Jesus kaldte Fader og en del af tre-enigheden. Men den dømmende sure gamle mand, som vi måske mødte i Det Gamle Testamente, er han ikke (længere). Så det er enkelt fortalt, din egen højeste bevidsthed du skal søge og ikke den kristne, kirkelige Gud. Det er foreningen, sammensmeltningen med Gudsbevidstheden, der er målet. Først her kan en ny verden opstå. Lavpraktisk handler det om, at overgive sig til Guds vilje og her har vi hele 'problemet'. For mennesket har alle dage ville være som Gud og selv køre bussen.

På grund af begær fødes vi igen og igen. Historien om Adam og Eva, der ikke kunne dy sig for, at ville være "som Gud" og derfor spiste af kundskabens træ, er et helt fint billede. Det er præcis denne drivkraft der er begæret. Det kan udforme sig på mange måder i verden, men bagved væremåde og handlinger ligger denne glød og ulmer. Begæret er altid rettet mod at ville være mere end man er, have mere end man har. Nysgerrigheden på egne evner, egen hvad-som-helst, vil ingen ende tage. På dette plan er vi alle narcissister. Vi er dybt betagede af os selv. Her findes ikke ægte ydmyghed, men ofte falsk. Det er således begæret, der fra starten fjerner os, fra enheden med Gud. I begæret er livet spændende og alt skal udforskes, med mindre man har fået klippet vingerne tidligt, af forældre der er bange for liv (liv = begær). I mange mange liv er omdrejningspunktet altså "sig selv". Viljen er rettet mod sig selv. Her er vores ego. Her er tale om en lav eller sovende bevidsthed. Her gælder Darwins teorier. Her er mennesket overladt til sig selv i sit begær og sin ubevidsthed. Og i denne tilstand er menneskeheden stadig. Det er der intet forkert i, det er blot 'farligt', hvis de stærkeste får magten, da der jo netop ikke er nogen ydmyg bevidsthed bag. Det er også på denne baggrund, at man vælger at få børn. Børn er jo en forlængelse af en selv og dermed lever man "en gang til" gennem sine børn. I den lave bevidsthed er også formeringstrangen, så arten ikke uddør. Børn er altså et narcisistisk projekt, med uoverskuelige konsekvenser.

Alt liv stræber efter forenelse med det højeste, dets oprindelse. Det er ligeså naturligt som når blomsten strækker sig efter solen. Hjernen ved selvfølgelig ikke dette. Det højeste kan jo ikke erkendes af det laveste. Det er logisk. Derfor må vi fødes igen og igen, indtil bevidstheden vågner og rejsen hjem kan begynde. Denne rejse er det egentlige formål med vores alles liv. Hvad vi måske eller måske ikke skal bidrage med i livet, er en del af hjemrejsen. Derfor er det vigtigt at forstå, at vi netop er på rejse og det betyder, at vi aldrig er fremme og må holde os i bevægelse. Dette er vigtigt. Mange vælger selv deres mål for rejsen og hviler i det de mener, er meningen med deres liv, fordi det føles godt eller giver smør på brødet. Det er ikke meningen. Men der er altid et barometer man kan tjekke, hvis man ellers kan være ærlig nok, overfor sig selv. For hvorfor beslutter man sig for at være i "mål"? Det gør man pga. begæret. Begæret binder en i verden, til verden. Det der ligner, at man har fundet sin rette hylde, er 9 ud af 10 gange forkert. Derfor må man lade sin egen storslåethed hvile og gå videre. Fint at du har lært en masse spændende ting om, hvem du tror du er, hvilket fantastisk guddommeligt potentiale din sjæl måtte rumme, hvad du selv har gjort dig til, hvad andre har gjort dig til osv. Gå videre. Det tilhører verden. Indtil nu, er du kun skabt i dit eget billede. Lad dig ikke nøjes med det. Men begæret, beundringen, magtsygen, stoltheden, dovenskaben og mange andre ting, gør at det kan være virkelig svært, at tage sit liv alvorligt nok. Dybt dybt inde er der en kalden og en dag, når begæret begynder at miste sin kraft, så kan man begynde at fornemme den.

På grund af begæret og den lave bevidsthed, er mennesket underlagt naturens luner. Her må mange kæmpe med sygdomme og "modgang", hvilket oftest fører til en oplevelse af uretfærdighed. Denne uretfærdighedsfølelse kan så blive et nyt omdrejningspunkt for ens liv og et formål i sig selv. Der er virkelig mange "fælder" undervejs, der kan forlænge rejsen unødvendigt. Når mennesket forstår livets formål, bliver det lettere ikke at holde unødvendige pauser. Indtil man forstår formålet, bevæger man sig i cirkler. Det var så her kirken skulle have hjulpet mennesker, med at finde hjem. Det er alle religioners formål. Men også her lever begæret for fulde gardiner, så det er ikke til megen hjælp heller. Med få undtagelser.

Gud er den højeste bevidsthed, hvorfra alt skabt udgår. Bevidsthed kan skabe. Når et menneskes bevidsthed bliver høj nok, kan man erkende Gud og samarbejde med Gud. Her begynder mennesket at gøre gavn. Lad mig slå fast at IQ og bevidsthed ikke hænger sammen. IQ er forbundet med hjerne og fatteevne. Bevidsthed er udenfor hjernen og forbundet med sjæl og ånd. Derfor finder man også ofte stor visdom, hos de mest "simple" mennesker. Det er i denne kontekst at ingen har ret til at dømme andre, for deres tilsyneladende usselhed. For usle eller simple er de nok, set med verdens ego-briller, men ikke set med bevidstheds-briller. Da mennesket i sandhed er fortabt det meste af vejen, har Gud givet os en Nåde. Denne nåde er Helligånden. Alt det slidsomme arbejde vi ellers selv måtte gøre, for at slippe begæret og vende hjem, det gør Helligånden for os - i os. Men Nåde er - nåde og den gives ufortjent, siger man. På sin vis en forkert formulering, da den refererer til, om man med menneskeøjne måtte have fortjent den. Det er Gud der er giveren og sjælen der er modtageren, ikke egoet. Det er her Jesusbønnen kommer ind, hvor man beder Jesus bærer over med en og alligevel hjælpe. Det kan være gavnligt at forstå, at Gud aldrig mister noget menneske, nogen sjæl af syne, men vi mister Ham af syne, i vores seloptagethed.

Og ja, Gud er maskulin, skabende. At kalde ham en mand er dog ikke korrekt. At Jesus kaldte Ham far giver mening. Lad mig her kort forklare, hvem Jesus var/er. Han er det man i Østen kalder Avatar (google: divine avatar). I vesten kalder man det en profet. Ordet Avartar betyder, at komme ned langt oppe fra (Sanskrit). De gør de sjæle, som Gud sender til verden for at trøste og hjælpe menneskene med at finde hjem igen. Jesus blev renset af Helligånden (ligesom Maria blev det, så hun kunne give ånden videre - "ånd af ånd vs. kød af kød". Maria blev renset af Helligånden, derfor omtales hun Jomfru = ren). At blive renset af Helligånden vil sige, at egoets selvoptagethed, begæret efter verden fjernes. Det er en radikal forvandling, et bevidsthedsskifte og først her kan man overhovedet tale om, at være/blive skabt i Guds billede. Af egen kraft skaber vi os selv i vores og verden billede. Helligånden skaber os i Guds billede. Jesus forsøgte at lære mennesker om Gud og hvordan de kunne finde hjem. Han havde ikke sit eget formål, intet begær efter at være almindeligt lav-bevidst menneske, derfor havde han heller ikke romantiske forhold eller børn. En avatar har Gudsbevidsthed (dvs. bevidsthed om Gud = lever i enhed med Gud, men er i verden) og vil ikke - kan ikke, sætte børn ind i verden. Det er totalt utænkeligt. Det foregår ikke. Der findes en del fantasier om, hvem Jesus var. Igen drives mange af begæret efter viden, for tænk, hvis man kunne vide noget mystisk og spændende, som kun få ved! Gå videre! Husk på, så længe der er begær, vil vi gerne forføres. Og vi bliver forført, ved at byde ind på det ene eventyr efter det andet. Hvis nogen tilbyder dig noget, du gerne vil have, så sig nej tak. Den er svær. Men vi må kende os selv, kende vores bløde punkter, vores begær og gå videre.

En del af menneskets forførelse leder også til, at man påtager sig et spirituelt kald. Igen er begæret forrest og man vil gerne hjælpe menneskeheden, men det er egoet der kører toget. Man kan ikke selv vælge sit kald. Det er muligt at der venter en opgave i kulissen, men det er ikke noget ta´selv bord. Igen leger man Gud og drives ud i det ene spirituelle eventyr efter det andet og kun fantasien sætter grænser. Det skaber en masse unødvendig karma. Når man når langt nok til rent faktisk at samarbejde bevidst med Gud, dvs. man er renset for egenvilje, så får man sit kald og alt hvad man behøver for at udføre det - alt. Både evner og penge og "klienter".

Illusionen om, at man samarbejder med Gud om at hjælpe menneskeheden er fuldstændig absurd, så længe der er egenvilje. Derfor vælger mange der kalder sig spirituelle at sige, at de samarbejder med universet som lysarbejdere. Det er et selvvalgt kald. Det bliver aldrig andet og disse såkaldte spirituelle, shamaner, healere, clairvoyante osv. de tjener verden og ikke det højeste, men det ved de ikke. De bilder sig ind at de indgår i en stor guddommelig plan, men sandheden er en noget anden. Test dem ved at undersøge, om de er renset for egenvilje. Det er ikke nok, at mange tror de har kontakt til Jesus eller "kristusenergi" eller tror på Gud. I den branche er forførelse og magi dagsordenen. Det er et frygteligt cirkus og koster mange penge for de der ukritisk går med på eventyret. Men ingen kan selvfølgelig forføres, imod deres vilje. Så alle spiller med i spillet. Og tiden går. Jeg forstår godt trangen til, at hoppe med på dette cirkus. Hvis man midt i livet ikke føler man har fundet sig selv eller sin rette hylde, så er der masser at hente her. Men var det løsningen på noget som helst, så ville verden hurtigt blive et sandt paradis, hvilket ikke just er tilfældet. Håndteringen af dæmoner/verdens ondskab o.l. skal man overlade til det guddommelige og så tage sig af sig selv i stedet. Måske forestiller de spirituelle sig, at der ikke er styr på tingene? At det bare er ragnarok, hvis ikke det var fordi de mediterede på lys og kærlighed. Det er en mildest talt arrogant holdning. Historien er jo allerede skrevet og den endte godt. Der er styr på det! Tag dig af dig selv. Opdag dit eget mørke, dit motiv til at gøre det du gør, dit begær. Verden kunne transformeres langt hurtigere, hvis hver enkelt menneske tog sig eget ansvar på sig og blev på egen banehalvdel.

Vejen til Gud er helt enkel. Men så længe vi lever udfra egoet, så er der ikke nogen oprigtig interesse for hverken sandhed eller Gud. Når interessen vågner er det fordi bevidstheden vågner, i bedste fald. Men også begæret kan få os til at stræbe efter Gud. Det nye som mennesker må lære er, at Gud ikke er den eller det, Han er blevet gjort til af mange religiøse retninger, indenfor det kristne. Med oprigtighed vil en ny dagsorden forme sig: at fravælge begæret, at opgive den bevidstløse higen efter, at være mere end man er. Men det er en svær opgave. Hele verdenssamfundet er bygget op over den idé, at man skal være mere end man er. Man skal blive til "noget", som om kun verdens planer med en tæller. Her kommer verden til at kæmpe i mange mange år før sjæl og ånd bliver alment anerkendt, som det væsentlige i mennesket. Men det er muligt at leve i verden, uden at være af verden. Det kræver en transformation. Her er freden. Her lever man i bevidsthed om evigheden. Her er man usårlig. Målet er jo at stoppe liv-død-liv cirklen. Det er dette evige liv, Jesus taler om. Men så længe man synes det jordiske sjæle-fængsel, som nogen kalder livet er herligt og spændende, på godt og ondt, så fortsætter cirklen og intet nyt sker. Der er jo frit valg, med mindre man er Avartar. Her er viljen ikke fri. Livet er ikke andet end en distraktion. Få øje på det. Vær ligesom vandet, der blot glider udenom de forhindringer det møder. De er bare hvad de er. Tag dem ikke personligt. Gå videre. Acceptér de omstændigheder du er havnet i og inviter Helligånden ind i dit liv. Lad dig skabe i Guds billede i total tillid til, at Hans idé med dig, er en del mere genial end din egen. Her mister du ikke dig selv, uden at få noget nyt.

Det er umådeligt svært at være åndeligt søgende, i dagens Danmark. Der er så meget der skinner, uden at være guld. Kirken har svigtet, kristendommen o.a. har slået sig selv hjem og manglen på åndelig ledelse er stor. Disse huller bliver flittigt udfyldt af spirituelle kursister. Der må skabes en ny vej. Før i tiden, kunne man blive åndeligt opdraget i et kloster. I dag må man opfinde sit eget. Det er ikke blevet nemmere at være menneske. Måske er det tid til at sige ja til Guds plan med dig?

Hvis disse ord giver genklang i dig, kunne det være en ny vej.